Et pårørendeperspektiv

Udover at jeg gennem mange år har beskæftiget mig med det socialpædagogiske område som ansat i forskellige sammenhænge og som selvstændig, så har jeg også gennem mange år været pårørende til mennesker, som har brug for støtte. Lige for tiden fylder det en ganske stor del af mit liv, da jeg befinder mig i et af de knudepunkter af livet, hvor flere af mine pårørende har brug for hjælpen. Lige nu er jeg således som privatperson i kontakt med botilbud, sygehusvæsnet, ældreplejen, visitationen, myndighed og jobcenteret.

At være ansat og være pårørende er til tider to meget anderledes oplevelser og medfører ofte, at vores perspektiver ser forskellige ud. Den ansatte og den pårørende har forskellige behov – og i centrum for samarbejdet er der så borgeren, som kan være mere eller mindre i stand til at give sit besyv med.

I en række situationer tænker jeg, at begge sider deler den fælles afmagt over borgerens situation, borgerens manglende evne til at kunne agere, og ikke mindst borgerens mangel på trivsel.

Der, hvor jeg rammes hårdest, som privatperson er, når jeg får en følelse af, ”at jeg efterlades alene på perronen” – at jeg får et ansvar, som jeg ikke føler, at jeg kan løfte. Hvis jeg ikke gør noget, så efterlader jeg min pårørende i en situation, som jeg følelsesmæssigt ikke kan håndtere. Hvis jeg gør noget, så risikerer jeg, at jeg efterlader mig selv i en situation, som jeg ikke i længden kan håndtere – at mine kræfter slipper op.

Hvordan kan vi sikre, at mødet mellem borgeren, de professionelle og de pårørende fungerer? Der er ikke entydige svar på dette. Som pårørende er vi også forskellige – så den måde, som jeg gerne vil mødes på, er forskellig fra en anden pårørende. Men det handler ikke kun om mødet – det handler også om, at jeg ved, hvad jeg kan regne med. At det er gennemskueligt for mig og den, som jeg er pårørende for, hvad vi kan forvente. Det betyder også, at jeg kan have brug for at kunne se på skift, hvad er det, som retningslinjerne foreskriver. Og jeg har også erfaret, at det i en række situationer betyder, at det er vigtigt at få afgørelserne på skrift.

I den pædagogiske verden er en af kompetencerne at kunne arbejde relationelt. Når jeg ser mine pårørende sammen med de professionelle, så er det tydeligt, at relationer er alt afgørende for, hvad der er af muligheder for udvikling og trivsel hos borgeren. Jeg ved også efter mange år i feltet, at de fleste ansatte vægter relationerne til de pårørende højt og gør et stort arbejde der. Men samtidig må det være sådan, at der hvor jeg skal hente støtten må være i mit bagland – og der hvor den ansatte skal hente støtten må være i deres faglige bagland. Det er to forskellige verdner, som den ansatte primært har ansvaret for at kunne håndtere. Det kan ske, at jeg som pårørende får indsigt i andre problemstillinger på arbejdspladsen, hvilket er forståeligt, når vi gennem år deler tanker og snakke. Men er det en af de dage, hvor jeg føler mig udfordret og efterladt på perronen, så bliver det til ekstra sten i en rygsæk, som er fyldt i forvejen. Der har jeg brug, at samtalen drejer sig om borgeren/min pårørende, og hvordan vi bedst muligt sammen hjælper ham eller hende i situationen.

Nogle gange sker det også, at ansatte henviser til, at lederen har besluttet eller systemet afgør dette eller hint. Det er hårfint, hvordan budskabet modtages hos mig. Desværre kan jeg få tanker og fantasier om, hvorvidt jeg kan regne med, at det er rigtigt – og tanker om, hvilke muligheder som det giver mig og borgeren. Oplysningerne kan jo være helt korrekte. Det giver mere ro hos mig, hvis jeg også får oplysninger om, hvilket muligheder vi så har.

Som skrevet tidligere så er vi forskellige – også de pårørende, så det er næppe muligt at lave ensartede retningslinjer for, hvordan samarbejdet skal være. Aktuelt fik jeg behov for at skrive dette indlæg, fordi jeg har stået i situationer på det sidste, hvor jeg har følt mig efterladt og alene om ansvaret – og for mig er det den sværeste situation. Så opfordringen skal lyde til ansatte – læg mærke til, om den pårørende rammes i de konkrete situationer og hjælp med at finde muligheder der.